MHU / Patricias fortælling

Patricias fortælling

 
Patricia Athieno er landsformand for Mental Health Uganda. Her fortæller hun sin meget gribende personlige historie, og sætter den i perspektiv til organisationen.
 
Det startede i 1986
Jeg er 49 år, og har tre døtre på 12, 8 og 4 1/2. På grund af min sygdom har jeg fået mine børn og mit familieliv meget sent. I 1986 begyndte jeg at få psykiske problemer. Jeg delte et lille hus med en anden pige, og arbejdede som skolelærer. Efter noget tid, hvor jeg havde haft det meget dårligt, blev jeg voldelig overfor hende jeg boede sammen med. Heldigvis fik hun låst mig inde i et rum. Næste morgen bragte en gruppe af vores venner mig til hospitalet. 
 
Forhekset, bundet og banket
Jeg var ikke på hospitalet ret længe. Min familie kom og hentede mig. De mente, at jeg var forhekset. Sådan tænker mange mennesker fra de små landsbyer. Min onkel tog med mig til en heksedoktor. Heksedoktoren blandede urter jeg skulle indånde, og skar små huller i mine arme og mit hoved som han gned urter ind i. Det gik der betændelse i.
 
Jeg var jo stadig meget voldsom, så jeg var hele tiden bundet med nogle stramme reb. Når jeg fik vredet mig fri af rebene, løb jeg væk. Men de fangede mig igen og slog mig med kæppe. Min onkel var 'indlagt' sammen med mig, og deltog også i volden. Han mente at det var bedst for mig, at få slået dæmonerne ud.
 
Job, opkvalificering og ensomhed
Efter noget tid fik jeg det jo så lidt bedre og kunne vende tilbage til mit job. Så begyndte jeg at opkvalificere mig og fik arbejde på et lærerseminarium. Det gik godt indtil 1992, hvor jeg fik et tilbagefald. Denne gang tog mine venner mig til hospitalet. Her fik jeg medicin og elektrochok og var indlagt i seks måneder. Det var også her jeg fik min første diagnose - bipolar affektiv lidelse.
 
Da jeg blev udskrevet vendte jeg tilbage til mit arbejde. Det er ikke så almindeligt, men min tante og min søster talte med rektoren, som min tante kendte fra hun var barn. Han gik med til, at jeg kunne arbejde der, hvis jeg lovede at bo hos min tante, så hun kunne passe på mig hvis jeg igen blev voldsom.
 
Sådan arbejde jeg i nogle år. Det var meget hårdt, for selvom jeg var dygtig til mit arbejde var jeg en 'social misfit'. Jeg var altid alene på lærerværelset, og de andre talte om mig og var bange for mig. Det var det stigma, der gjorde, at jeg i 1997 fik en kæmpe depression.
 
Den store vandring - det gode naboskab
Så tænkte jeg, at jeg bare skulle væk fra det hele, hen til et sted hvor der ikke var nogen der kendte til mine psykiske problemer. Så en dag gik jeg bare min vej. Jeg gik de 60 km til Kenya og kom over grænsen ved hjælp af et familiemedlem. Så gav jeg mine penge til en der skulle veksle dem for mig, og han forsvandt selvfølgelig med pengene. I to måneder boede jeg så hos min søster i dyb depression. Jeg kunne ikke deltage i en samtale og var helt stille og utilnærmelig. 
 
Det er lidt svært at huske præcis, hvordan tingene var. Jeg overnattede i perioder i kirker og gik på landevejene. Jeg havde ikke noget håb. Min familie i Uganda troede, at jeg var død, fordi de ikke havde hørt fra mig så længe. Men jeg fandt på en eller anden måde vej til min bedstemor i Kenya og hun fik mig indlagt. Bagefter kom jeg tilbage til den skole jeg arbejde på. Min tante talte meget ihærdigt med skolelederen og jeg fik lov at komme tilbage, igen mod at hun tog sig af mig. Man har brug for sin familie og for et godt netværk i Uganda.
 
MHU og håb
Det var omkring den tid jeg kom i kontakt med Mental Health Uganda. Og det vendte tingene for mig. Det var der jeg fandt håb. Jeg så at det ikke kun var mine problemer, men at vi var mange og mange med problemer som mine. 
 
Det var også efter min 'vandretur' til Kenya, at der blev ansat en ny viceskoleinspektør, som ikke satte mig ud på et sidespor, men tværtimod gav mig opgaver. På den måde blev det tydeligt for alle, at jeg godt kunne præstere, og jeg fik et håb om, at jeg var til nytte for samfundet. Jeg begyndte at arbejde tæt sammen med viceinspektøren og kunne gøre hendes arbejde, når hun var væk. 
 
I 1999 var jeg til samtale om at blive forfremmet til inspektør på en grundskole, og der har jeg så været indtil nu. Jeg har intet mindre en fire certifikater for at være den inspektør der præsterer de bedste resultater i vores område. Og bortset fra en kort periode sidste år, hvor jeg var på en drug-holiday, fordi jeg gerne ville trappes ned, har jeg ikke været indlagt siden. 
 
I Mental Health Uganda har jeg fundet en familie, som jeg hører til i. Det var en sygeplejerske på hospitalet der fortalte mig om MHU, og kom hele vejen hjem til mig, for at fortælle om organisationen. De gik langt for at få mig med, og det betød meget. Vi har jo hverken strøm eller biler der hvor vi bor. Selvom jeg er skoleleder i dag, har jeg ikke strøm eller adgang til en computer, så når vi skal i kontakt med hinanden, bliver vi nødt til at tage ud på besøg eller ringe til nogen i nærheden, som har en mobiltelefon.
 
Mrs Chairperson
Jeg blev meget involveret i MHU og var - ligesom mange andre medlemmer - frustreret over vores tidligere bestyrelsesformand for Mbale distriktet. Han var 'care giver' (red: ansat i hospitalssektoren) og kom ofte ikke til møderne. Derfor begyndte vi brugere at organisere os selv, og medlemmerne valgte mig til formand for Mbale.
 
Senere blev jeg valgt til næstformand i den nationale del af MHU og er altså nu landsformand. Det var lidt af en sensation, for vi var faktisk kun to med brugerbaggrund i landsledelsen. I en brugerorganisation! Hvad gjorde vi så? Vi ændrede selvfølgelig reglerne. Nu er der kun en 'care giver' og et pårørende medlem af landsledelsen, og de har ikke stemmeret. Vi skal jo ikke kun være empowered, vi skal også have power. Nu er vi 'the voice of the voiceless'!
 
Læs om de udfordringer Patricia ser for MHU her.
SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed | Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup - Danmark | Tlf.: +45 35 24 07 50 | landsforeningen@sind.dk